TV 2 følger fem unge danske rejseguider på ferieøen Phuket i Thailand. Det er blevet til serien "Guider i paradis", der har premiere onsdag 20. januar kl. 20.00.
Programmet er optaget i eksotiske Thailand med bagende sol, grønne palmer og Bounty-strande som kulisser. Men det er ikke ferie alt sammen. I hvert fald ikke for seriens fem hovedpersoner, Susanne, Tomas, Maria, Pernille og Anita. De fem unge danskere er nemlig på job i paradis. De er guider og skal hjælpe gæsterne med at få deres livs rejseoplevelse.
Selv om det ikke er noget feriejob at være guide i Thailand, så er det i hvert fald et drømmejob for de fem unge mennesker, som seerne lærer at kende i de 10 programmer.
I seks måneder har de forladt familie og venner i Danmark for at tage på eventyr på den anden side af Jorden. Nu skal de lære en helt ny kultur at kende. De skal klare sig på et andet sprog, og de skal planlægge udflugter i bus, båd og på elefantryg og de skal være 100 pct. på, når de servicerer gæsterne. Jobbet som rejseguide er fyldt med udfordringer og ansvar, savn og frustrationer. Og guiderne skal lære at håndtere vanskelige situationer, som de ofte er alene om at løse.
TV 2 har fulgt de fem unge danskere, der alle arbejder på øen Phuket, i et par måneder. Vi er med dem både på jobbet og i fritiden.
Undervejs lærer de en masse om sig selv, om det så handler om at lære at kontrollere temperamentet, finde sin stresstærskel eller træffe den rigtige beslutning her og nu, så er det noget, de oplever og kæmper for. Men det er ikke arbejde alt sammen. Der bliver også dannet venskaber for livet, og guiderne bliver klogere på verden - og på sig selv.
[ Ссылка ]
Ещё видео!